Få svar på dine spørgsmål
Når du flytter ind på Plejecenter Kastanjehaven, har du sikkert spørgsmål om forskellige emner, såsom rengøring, lægebehandling, medicin og tandpleje.
Praktiske oplysninger til beboere og pårørende
Som udgangspunkt er det pårørende, som er ansvarlige for at følge sine beboere til aftaler ude af huset og sørge for transport i forbindelse med dette.
Her kan det være en fordel at benytte sig af flextrafik. Du kan læse mere om flextur på denne side.
Plejecentret er omfattet af arbejdsmiljøloven, der foreskriver, at arbejdet i beboerens lejlighed skal planlægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Derfor skal der udarbejdes en APV i samarbejde med borgeren.
APV'en er et redskab til forebyggelse af arbejdsskader hos personalet ved udførelse af pleje- og rengøringsopgaver for borgerne.
APV omhandler følgende forhold:
- Forebyggelse af ulykker
- Boligens indretning
- Forflytninger og hjælpemidler
- Rengøring
- Samarbejde
Hvad betyder det for dig?
Dette medfører nogle krav til indretningen af lejligheden.
Ved behov for personlig pleje og hjælpemidler er der krav om 75 cm plads omkring sengen på begge sider og ingen gulvtæpper ved brug af hjælpemidler. Dette gælder også ved toilet, vask og bruser.
Hjælpemidler som kørestol, lift m.v. skal opbevares i lejligheden.
Vi har ikke en fast fodterapeut tilknyttet plejecentret, men personalet kan hjælpe dig med at bestille en fodterapeut, som kommer hen til plejecentret. Du kan eventuelt spørge din egen fodterapeut, om pågældende kører ud.
Du eller dine pårørende laver selv en aftale med fodterapeuten om betaling.
Der er tilknyttet en frisør til plejecentret. Hun er normalt i huset om onsdagen fra kl. 9.00.
Du kan selv ringe og bestille tid ved hende på telefonnummer: 20 98 74 74.
Du kan også få hjælp af personalet til at bestille tid.
Du eller dine pårørende laver en aftale med frisøren om betaling. Betaling sker enten kontant eller via Mobilepay.
Har du i forvejen en rollator, kørestol eller andre personlige hjælpemidler, skal du tage dem med.
Toiletstol, toiletforhøjet, tryksårsforebyggende madrasser m.v. er en del af vores standardsortiment på Kastanjehaven og kan findes frem til dig ved behov.
Hvis der skal udføres pleje i sengen, skal sengen stå væk fra væggen.
Der er en række ting, dine pårørende skal huske at tage sig af, når du flytter ind på Kastanjehaven. Her er nogle af de ting, vi har erfaret os, de pårørende bør være opmærksomme på:
- Privatøkonomi
- Ansvars- og indboforsikring
- Skifte til plejecenterlæge via kommunens borgerservice. Gøres telefonisk.
- Alle regninger bør tilmeldes betalingsservice
- Avisabonnement
- Telefon
- TV og internet
- Digital post - evt. fritagelse
- Følgeskab til og fra læge, sygehus m.m.
- Kørsel med prøver til læge fx urinprøver
- Afhentning af akutmedicin, hvis leveringen ikke kan vente
- Oprydning i skuffer og skabe
- Pyntning af lejlighed ved højtider
- Indkøb af tøj og personlige fornødenheder
- Indkøb af gaver
- Reparation og strygning af tøj
- At tømme postkasse og handle på breve
- Arrangere fødselsdage og fester
- Deltagelse i hverdagen, så den bliver så hjemlig og hyggelig som ønsket
Vi holder en indflytningssamtale med dig, dine pårørende og personalet senest 14 dage efter du er flyttet ind. Du kan læse mere om indflytningssamtalen her.
På Plejecenter Kastanjehaven har vi en fast plejecenterlæge. Det er en praktiserende læge fra Roskilde Kommune med egen praksis. Pågældende er læge for størstedelen af beboerne.
Lægen har sin faste gang i huset, hvilket giver et tættere samarbejde med personalet.
Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter varetager medicinhåndtering i samarbejde med din praktiserende læge.
Får du akut brug for medicin, og kan dine pårørende ikke hente medicinen på apoteket til dig, kan dette fremsendes til plejecentret med taxa, som bestilles af personalet. Regningen for taxaen skal du selv betale. Den vil blive trukket via din servicepakke.
Maden på Kastanjehaven leveres af Madservice Ågerup. Du kan læse mere om måltider og se månedens menuplan på vores side om mad og måltider.
Du får to nøglebrikker, når du flytter ind. Vi anbefaler, at dine pårørende beholder den ene nøglebrik, da den kan bruges til hoveddøren.
Af hensyn til beboernes sikkerhed låser vi hoveddøren klokken 16 og låser først op igen næste morgen.
Der bliver rengjort hver 14. dag.
Rygning er ikke tilladt på fællesarealerne. Beboerne må gerne ryge i egen bolig.
Kost
Betaling for kost er obligatorisk og dækker foruden mad og drikke også forbruget af kaffe og te, men ikke til eget køkken.
Rengøring
Der betales et beløb for rengøringsmidler, den fælles støvsuger og fællesarealerne. beløbet dækker tillige toiletbørste. Der bliver pudset vinduer ude og inde to gange om året.
Tøjvask
Betaling for vask af tøj, sengetøj og håndklæder kan vælges. Vælges ydelsen fra betyder det, at dine pårørende skal vaske al tøj, sengetøj, dyner m.v.
Toiletartikler
I toiletartikelpakken indgår:
- Tandbørste
- Tandpasta
- Sæbe
- Shampoo
- Vaskeklude
- Hudcreme
- Toiletpapir
Barbergrej indgår ikke i pakken.
Plejecentret betaler papirhåndklæder, engangshandsker og sæbe i badeværelset til personalet.
Du kan se de gældende priser for servicepakken på roskilde.dk.
Ved indflytning betaler du et engangsbeløb for at få mærket dit tøj. På denne måde sikrer vi os, at alle får det rigtige tøj tilbage efter vask.
Vi vasker tøj én gang om ugen.
Husk også
Alt tøj skal kunne maskinvaskes, da vi ikke vasker tøj i hånden.
Husk varmt overtøj og varme sko, da vi tager på ture i al slags vejr.
Flere tandlæger har handicapadgang, så du fortsat kan benytte dig af din nuværende tandlæge.
I særlige tilfælde kan du blive visiteret til omsorgstandpleje af kommunen.
Kastanjehaven kan ikke påtage sig ansvaret for værdigenstande, bankbøger, kontanter, smykker osv. Beboeren er selv ansvarlig for dette.
Der henstilles til, at beboeren køber en pengeboks, hvor vedkommende selv administrerer sine pengebeløb evt. i samarbejde med sine pårørende. Har man værdigenstande, bør disse opbevares i en bankboks.